BurgerProfileArrow-left

Heart
Reventlow, reformer og herskabelige omgivelser

Skru tiden tilbage til 1700-tallets slutning og kom tæt på Reventlows hverdag og virke under de store landboreformer. Sommeren igennem byder museet indenfor i statsminister C.D.F. Reventlows hjem på herregården Pederstrup.

Topfoto: Ingrid Riis

C.D.F. Reventlow

C.D.F. Reventlow

Få mænd har som Christian Ditlev Frederik greve Reventlow (1748-1827) sat sig så markante spor i Danmarkshistorien. Fra 1784 til 1813 var han en af hovedkræfterne bag de omfattende landboreformer, inspireret af oplysningstidens nye tanker, der ikke blot satte bonden fri, men skabte det moderne Danmark, som endnu i dag præger os.

Stavnsbåndets ophævelse, fredskovsforordningen og indførelsen af undervisningspligten er blot nogle af de mange reformer, som Reventlow kom til at stå i spidsen for igennem hans mange år i magtens centrum. I 1813 trak han sig tilbage fra regeringsarbejdet 65 år gammel for at hellige sig tilværelsen som godsejer på Lolland.

Foto: Ingrid Riis

Pederstrup

Pederstrup

I den enkle hovedbygning på herregården Pederstrup er det muligt at komme helt tæt på Reventlows hverdag i de smukt møblerede stuer og sale. Oplev her hvordan et herskab boede i slutningen af 1700-tallet og hvordan oplysningstidens nye ideer kom til at påvirke hverdagen for høj og lav på herregårdene.

Museet holder mange arrangementer i løbet af året, som bliver annonceret her på CulturePoint og museet egen hjemmeside.

Foto: Museum Lolland-Falster, Ingrid Riis

Reventlowparken

Reventlowparken

Hovedbygningen ligger midt i den naturskønne Reventlowparken, der indbyder til romantiske gåture og idylliske ophold. Med sine søer, monumenter og århundredgamle egetræer er der i parken talrige vidnesbyrd om herregården Pederstrups lange historie. Parken byder på rige muligheder for, at nyde en stille stund og lade sanserne opleve den smukke natur.

Skilte rundt i parken fortæller om stedets mange seværdigheder.

Foto: Museum Lolland-Falster, Ingrid Riis

Samlingerne

Samlingerne

Reventlow-Museet Pederstrup rummer en enestående samling af portrætter fra sidste halvdel af 1700-tallet og det tidlige 1800-tal.

Portrætter udført af betydningsfulde kunstnere som Jens Juel, C.W. Eckersberg og Angelica Kaufmann smykker stuernes vægge, mens buster af billedhugger Bertel Thorvaldsen, der i 1820 besøgte Pederstrup, blandt andet dekorerer hovedbygningens største sal – Thorvaldsensalen – opkaldt efter billedhuggeren selv.

Åbningstider

4. maj - 26. maj
Lørdag og søndag: 11 - 16

1. juni - 31. august
Tirsdag - søndag: 11 - 16

1. september -29. september
Lørdag og søndag: 11 - 16

Adresse

Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L

Telefon

54844400

Website

Læs mere på vores hjemmeside

E-mail

post@museumlollandfalster.dk

Close

Del med dine venner, din familie eller andre, som du mener, skal have en kulturoplevelse.